Program 2023
Mandag den 27. marts kl. 19.00 - Temaforedrag: "De forbudte billeder - pornografiens historie"
Det tredje af Vesthimmerlands Museums i alt tre foredrag under temaet "På kanten".
På kanten af verden, på kanten af loven, på kanten af noget nyt. Man kan være "på kant" på mange måder. Bliv klogere på vidt forskellige emner, men med det til fælles, at de alle beskæftiger sig med mennesket og samfundets udvikling fra jernalderens menneskeofringer til pornografiens frigivelse.
Politiets fjerde inspektorat fik til opgave at bekæmpe de forbudte billeder i Danmark. De beslaglagde derfor massevis af billeder, bøger og andet materiale, som man dengang anså for stødende og ikke mindst undergravende for samfundsmoralen.
Til foredraget tager historiker og museumsleder på Politimuseet, Frederik Strand jer med ind i en del af virkelighedens kriminalhistorie, som få kender til. Med udgangspunkt i hans bog "De forbudte billeder - pornografiens historie" hører vi om politiets arbejde, kampen mellem frisind og censur, og den svære balance mellem kriminalitet og kunst, videnskab og lidenskab.
Historiker og forfatter Frederik Strand kender alt til dansk kriminalhistorie og ved, hvordan efterforskningsmetoderne har udviklet sig gennem tiderne. Han har skrevet flere bøger om både opklarede og endnu uopklarede kriminal- og drabssager, og som museumsleder på Politimuseet har han set spor og effekter helt tæt på.
Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.
Pris: 100 kroner inkl. kaffe og kage. 60 kroner for medlemmer af museets støtteforeninger.
Foredraget er støttet af Vesthimmerlands Kommune.
Onsdag den 12. april kl. 19.00: Lokalhistorisk billedaften
Bliv klogere på Himmerlandsgade gennem 150 år, når arkivmedarbejder Eva Auken og arkivleder Kim Ørsted Iversen fortæller og viser billeder.
Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.
Lørdag den 22. april kl. 10.00: Østers og østrogen. En vandring i stenalderkvindernes historie med østerssmagning
Kom med på tur ud i landskabet omkring Ertebølle Køkkenmødding og hør historierne om kvindelivet i stenalderen.
Vi slutter af med østers over bål og bobler ved stranden.
Mødested: Stenaldercenter Ertebølle, Gl. Møllevej 8, Ertebølle, 9640 Farsø.
Pris: 125 kroner. 100 kroner for medlemmer af støtteforeningerne. Prisen inkluderer østers og bobler.
Billetter kan købes her: Østers og østrogen
Eller tilmelding til lv@vmus.dk
Torsdag den 1. juni - fredag den 30. juni: Kulturarvsmåned
Juni måned er traditionen tro Kulturarvsmåned i Vesthimmerland. Oplev et væld af spændende aktiviteter og arrangementer med vores fælles historie som omdrejningspunkt, når foreninger, arkiver, museer og andre ildsjæle i fællesskab inviterer til årets kulturarvsmåned. Se hele programmet for juni måned online på www.vesthimmerlandsmuseum.dk fra slutningen af maj.
Onsdag den 7. juni kl. 19.00: De særligt farlige - foredrag ved DR journalist og korrespondent Kristian Almblad
Husker i DR-dokumentaren "De særligt farlige"? Hør denne aften journalisten bag, DR's udenrigskorrespondent Kristian Almblad, fortælle om hans arbejde med en helt særlig gruppe af kriminelle.
I Danmark har vi nemlig taget et valg: Vi sætter ikke kriminelle udviklingshæmmede i fængsel. Lige meget, hvad de har gjort. I stedet bliver de dømt til behandling, og de farligste ender på den sikrede institution Kofoedsminde på Lolland.
Kristian Almblad har fulgt flere af de dømte gennem 15 år - og to dokumentarer - og vil denne aften tage os med ind bag Kofoedsmindes tykke mure og lade os møde nogle af de mennesker, der er dømt for farlige for samfundet.
Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.
Pris: 100 kroner inkl. kaffe og kage. 60 kroner for medlemmer af museets støtteforeninger.
Lørdag den 26. august kl. 10.00-16.00 og søndag den 27. august kl. 10.00-15.00: Aggersborg Vikingehåndværkertræf
Oplev vikingetidens håndværk på tætteste hold, når vikinger fra hele landet mødes og demonstrerer netop deres håndværk. F.eks. jernudvinding, smedning, uldspinderi, plantefarvning af garn, filtning, klædefremstilling, vævning, nålebinding, læderarbejde, træarbejde, bådebyggeri, fremstilling af glas- og ravperler, pileflet, toucheringer af sværdhåndtag, bødkerarbejde, klinkning af skåret lertøj og arbejde med hest - og meget, meget mere.
Der vil derudover begge dage være en guidet rundvisning på stedet, hvor Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet anlagde Danmarks største ringborg.
Nærmere program følger i løbet af foråret.
Onsdag den 4. oktober kl. 19.00: Retsarkæologi
Et foredrag om, hvordan arkæologien kan anvendes til at opklare nutidige forbrydelser.
Arkæologiens virke forbindes som regel med fund fra fortiden, men de metoder, der anvendes af arkæologer er også særdeles velegnet til at assistere i opklaring af nutidige forbrydelser. Igennem de sidste år har en ny form for arkæologi, som benævnes retsarkæologi, fundet plads blandt de værktøjer, som dansk politi kan benytte sig af. Ved at anvende arkæologiske undersøgelsesmetoder kan der skaffes beviser, som ellers ville blive overset, hvis man ikke har en specialviden om, hvordan man graver fund op af jorden.
I foredraget fortæller Peter Hambro Mikkelsen, ph.d. i arkæologi og souschef på Moesgaard Museum, historien bag denne type udgravninger, heriblandt om erfaringer fra et internationalt samarbejde vedr. eftersøgning af massegrave i Irak samt eksempler fra vores hjemlige breddegrader.
Pris: 100 kroner inkl. kaffe og kage. 60 kroner for medlemmer af museets støtteforeninger.
Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.
Onsdag den 29. november kl. 15.00-16.30: Udgivelse af Vesthimmerlands Museums Årbog 2023 og Vesthimmerlands Lokalhistoriske Årsskrift
Traditionen tro udkommer Vesthimmerlands Museums Årbog og de Lokalhistoriske Arkivers Årsskrift i slutningen af november. Begge udgivelser fejres med en åben reception i Per Kirkebysalene på Vesthimmerlands Museum.
Med fortællinger om mennesker, steder og begivenheder rummer begge publikationer hvert år en mangfoldighed af historier, der skaber interesse for lokal kulturarv og inspirere til videre læsning.
Deltagelse er gratis.
Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.