Fra afvigernes ø til kultur- og naturarv for alle: Livø klar til forvandling

  retur
Naturstyrelsen, Vesthimmerlands Museum og Aalborg Universitet står sammen om et større, fondsstøttet projekt, der skal forny formidlingen, styrke bevaringen og øge tilgængeligheden af Livøs historie og naturarv. Med støtte fra Realdania, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden markerer projektet begyndelsen på en omfattende transformation, hvor øens fortid som anstalt for det, man dengang kaldte moralsk åndssvage mænd, sættes ind i nye formidlingsmæssige rammer og forbindes med nutidige perspektiver på natur, samfund og mennesker. De nye besøgs- og formidlingsfaciliteter forventes at stå klar i juni 2028.
Efter et vellykket EU-udbud er vinderen nu fundet: E+N Arkitektur med KVORNING, LYTT Architecture og Henry Berthelsen Rådgivende Ingeniører som underrådgivere.

E+N Arkitektur bringer erfaring fra mere end seks årtiers arbejde med restaurering, transformation og udvikling af kulturarvsmiljøer - fra fredede bygninger til komplekse bevaringsopgaver, hvor historiske lag, ny anvendelse og fremtidssikrede løsninger forenes i robuste helheder.
Kvorning bidrager med internationalt anerkendt udstillingsdesign, bl.a. Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Imperial War Museum i London og udstillinger til LEGO House.

LYTT Architecture tilfører stærk landskabsfaglighed og stor erfaring i at skabe fortællende, sammenhængende natur- og kulturmiljøer.

Teamets forslag udmærker sig ved et klart idegrundlag, en sikker restaureringsstrategi og en helhedsorienteret formidling, hvor Livøs kulturhistoriske lag og landskab bindes sammen i én samlet besøgsoplevelse. I de kommende år vil rådgiverteamet stå i spidsen for restaurering, formidlingsudvikling og koordinering af projektets mange spor i tæt parløb med projektejerne.
Skovrider Annette Strøm Jacobsen, Naturstyrelsen, udtaler:

"Livø er et helt særligt sted, hvor naturen er unik, og samtidig har kulturarv gennem nyere tid defineret øen. Med dette projekt får vi mulighed for at bevare og formidle øens historie på en måde, der samtidig tager hensyn til den enestående natur og det særlige kulturmiljø. Vi ser frem til et tæt samarbejde med rådgiverteamet og de øvrige partnere om at gøre Livøs fortælling levende for kommende generationer."

Udviklingschef og projektleder, Maria Clement Hagstrup, Vesthimmerlands Museum, udtaler:
"Museet har arbejdet med Livøs historie i mange år, og det er glædeligt, at øens kulturarv nu får den opmærksomhed og formidling, den fortjener. Gennem projektet kan vi skabe nye rammer for både læring og oplevelse - og give de mange besøgende en dybere forståelse af de liv, der blev levet her. Et helt særligt stykke Danmarkshistorie."

Historieprofessor Poul Duedahl, Aalborg Universitet, udtaler:
"For Aalborg Universitet er realiseringen af planerne for Livø en enestående mulighed for at bidrage med forskning og formidling, der skaber forståelse for samspillet mellem samfund og individ. Jeg glæder mig til at være med til at bringe denne viden ud til et bredt publikum."

For yderligere oplysninger kontakt:

Maria Clement Hagstrup, Vesthimmerlands Museum, tlf. 61 42 30 80

Annette Strøm Jacobsen, Naturstyrelsen, tlf. 61 92 11 22