Program 2023/2024

 

Onsdag, lørdag og søndag fra den 29. november til og med den 23. december kl. 10.00-15.00: Nisserne flytter ind på museet

Nisserne er atter flyttet ind på museet, og de har haft travlt. Faktisk har de nærmest overtaget museet med alle deres ting: stole, borde, senge, ja selv blomster har de taget med retur fra fjerne egne. Museets medarbejdere glæder sig over, at nisserne endnu en gang har udvalgt netop museet til deres juleophold, og vi håber, at I har lyst til at komme og hjælpe os med at finde ud af, hvor mange, og hvilke, nisser, vi har besøg af. Måske I også kan hjælpe os med at finde lyden af jul?

Gratis adgang for børn og unge under 18 år. 


Onsdag den 29. november kl. 15.00-16.30: Udgivelse af  Vesthimmerlands Lokalhistoriske Årsskrift

Traditionelt udkommer Vesthimmerlands Museums Årbog og de Lokalhistoriske Arkivers Årsskrift i slutningen af november. I år er det dog "kun" arkivernes årsskrift, som udkommer som vanligt, idet der i lyset af den nylige UNESCO udnævnelse af Aggersborg udkommer en særudgave af Vesthimmerlands Museums årbog i begyndelsen af det nye år. 

I år bliver det derfor en mindre reception, hvor alle er meget velkomne.

Deltagelse er gratis.

Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.


TEMAFOREDRAG I - VIKINGER OG VERDENSARV

Tirsdag den 16. januar kl. 19.00: Jellingdynastiets begyndelse - magt og ret i vikingetidens Danmark v/museumsinspektør Adam Bak, Kongernes Jelling

Harald Blåtand og hans forældre, Gorm den Gamle og Dronning Thyra, var grundlæggerne af Jellingdynastiet. De overtog magten i løbet af 900-tallet efter et kaotisk århundrede med interne magtkampe på kryds og tværs i Nordeuropa. Harald Blåtand gennemførte vidtrækkende forandringer i det danske samfund inden for nogle få årtier.

Foredraget vil gennemgå de store byggerier og de to runesten fra Jelling som fortæller, at Danmark har fået en centraliseret kongemagt og en ny statsreligion.

Pris: 100 kroner inkl. kaffe og kage. Billetter købes ved indgangen.

Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars


TEMAFOREDRAG II - VIKINGER OG VERDENARV

Onsdag den 7. februar kl. 19.00: Skjoldmøer, valkyrier og vikinger v/museumsinspektør og arkæolog Charlotta Lindblom, VejleMuseerne

Pirater, krigere, skjoldmøer - der er tusindvis af billeder af vikinger, og det kan efterhånden være svært at navigere rundt i fakta og fiktion. Serier som "Vikings" producerer stereotyper på stærke frygtløse kvinder og mænd, og vi ser kvinder, der er stærke ledere og nådesløse krigere. Men hvad ved vi egentlig, og hvordan skal vi tolke datidens kønsstruktur i dag - uden at præges for meget af vores egen tids forståelse og begreber.

Tag med på en rejse, hvor vi både kigger på vikinger og den fascination, der er omkring vikingetiden - og ikke mindst på kvindernes status. Et spændende emne, som både omfatter myter med valkyrier, de islandske sagaer og ikke mindst de arkæologiske spor, vi har.

Pris: 100 kroner inkl. kaffe og kage. Billetter købes ved indgangen.

Sted: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars