Vesthimmerlands Museum 100 år 

  retur
100 år i kulturarvens tjeneste 

I 1920 fik Vesthimmerland sit eget museum. Ideen kom fra nationaldigteren Johannes V. Jensen, da en samling oldsager fra Gedsted området blev sat til salg. Jensen opfordrede førende borgere i Aars til at erhverve samlingen og indrette et museum som minde- og mødested for himmerlændinge. Men købesummen på 10.000 kr. (ca. 250.000 kr. nutidsværdi) kunne ikke skaffes. Samlingen endte i stedet i New York.

Men museumsideen blev der hanket op i, og den 21. januar 2020 blev Vesthimmerlands Museumsforening stiftet. Med cand. theol. Sigvald Vestergaard Nielsen fik det nye museum en leder, der i de efterfølgende 42 år med glødende interesse for oldtid og historie udviklede Vesthimmerlands Museum til en betydningsfuld samarbejdspartner for Nationalmuseet og den arkæologiske fagverden.

Samlingerne voksede med årene, og i 1970'erne kunne den første aflønnede leder ansættes. Museumsbygningen fra 1935 var for længst blevet for lille til de hurtigt voksende samlinger, og i 1977 lykkedes det at rejse midler til en tilbygning. Et lokalhistorisk arkiv og et kunstmuseum kom til i 1980'erne og dele af samlingerne blev opmagasineret på fjernlager. Presserende pladsmangel krævede dog større løsninger, og det lykkedes ved en fælles kraftanstrengelse i Aars Kommune at rejse en helt ny museumsbygning, tegnet af Per Kirkeby og indviet i 1999. I dag regnes den for at være et hovedværk af kunstneren, der om nogen har sat sit præg på byen. Museets medarbejdere og administration kunne flytte ind i den gamle præstegård.

Fra 2009 gik det igen slag i slag bl.a. med nye formidlingstiltag, etableringen af en undervisningstjeneste (2011), indretningen af rotunden og fødehjemmet på Johannes V. Jensen Museet (2011), etableringen af Kulturarvstjenesten Vesthimmerland (2013), overtagelsen af driften af det fallerede Stenaldercenter Ertebølle (2013), gennemførelsen af projektet Kulturarvskommune Vesthimmerland (2015-2018), organiseringen af den årlige Kulturarvsmåned Vesthimmerland (siden 2015), arbejdet med UNESCO nomineringen af Aggersborg som verdensarv (igangværende), indvielsen af Stenaldercenter Ertebølles nye oplevelseslandskab (2019) samt realiseringen forskningsprojekter og en lang række store arkæologiske undersøgelser.

Vesthimmerlands Museum har i løbet af de 100 år udviklet sig i kvantespring og er i dag et af de kun 27 statsanerkendte museer i landet, der arbejder med kulturarven fra de ældste tider til i dag. Med museumsreformen i 2013 fik Vesthimmerlands Museum bekræftet sit faglige og geografiske ansvarsområde, som er arkæologi, middelalder og nyere tids kulturarv i Vesthimmerlands Kommune.

I dag er Vesthimmerlands Museum en alsidig arbejdsplads, hvor ansatte, frivillige og samarbejdspartnere med vidt forskellige kompetencer i fællesskab løfter arbejdet med kulturarven. Vesthimmerlands Museum er museum for alle borgere i kommunen, uanset alder og bopæl. I jubilæumsåret sætter museet alle sejl til med foredrag, rundvisninger, byvandringer, fortidsmindebesigtigelser, busture, koncerter og familieaktiviteter. Følg med i programmet på museets hjemme- og Facebookside.





Tilmeld nyhedsbrev

Tilmelding af nyhedsbrev

Nyhedsbrevet fra Vesthimmerlands Museum er museets digitale informationstilbud og udsendes en gang om måneden. Det fortæller om museets og arkivets arbejdsmark og bringer nyheder med informationer om aktuelle aktiviteter og arrangementer.








Afmeld
Tak for din tilmelding - Du vil nu modtage vores nyhedsbreve.
Du er nu frameldt vores nyhedsbreve, og vil derfor ikke modtage flere.
Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html