Oplev stenalderen på Stenaldercenter Ertebølle

I slutningen af 1800-tallet bestemte man sig for at finde ud af, hvad det havde på sig med de skaldynger, man kunne finde langs de nordøstdanske kyster. Enkelte dynger var allerede undersøgt af arkæologer, men man vidste alligevel kun lidt om oprindelsen. Man kunne dog se, at det var affaldslag med måltidsrester i, og derfor kaldtes skaldyngerne for køkkenmøddinger.

Med nogle helt konkrete spørgsmål til materialet besluttede man sig for at foretage en række arkæologiske udgravninger på en af de største køkkenmøddinger, man kendte. Den lå ved Ertebølle.
Udgravningerne foregik i 1893-97 i samarbejde med bl.a. zoologer. Resultaterne var givtige og talrige, og man kunne nu beskrive og datere en helt ny kultur i det danske område, opkaldt efter det sted, den blev erkendt: Ertebøllekulturen.

Køkkenmøddingen i Ertebølle var oprindeligt 140 m lang, 20 m bred og op til to m dyb. Den er ophobet over en periode på 1000 år, hvor ertebøllefolket efter hvert besøg på bopladsen har efterladt sig marine skaller, måltidsrester og andet affald på stedet.
Undersøgelserne viste dog også, at køkkenmøddingen ikke kun fungerede som møddings-område, men at man rent faktisk opholdt sig på den og foretog en bred vifte af forskellige hverdagsaktiviteter på den.

Omkring 80 % af køkkenmøddingen består af østersskaller, og derudover indeholder den skaller fra blåmuslinger, hjertemuslinger og strandsnegle. I de yngste lag bliver blåmusling dog mere dominerende. Sammensætningen af de marine skaller og udviklingen mod flere blåmuslinger i de yngste lag er overordnet set ens på alle de danske køkkenmøddinger.

Skønt selve møddingen ligger godt gemt i jorden, så hører fundstedet dog til blandt de mest betydningsfulde fortidsminder i landet, og nye informationsskilte guider besøgende fra parkeringspladsen ud til møddingen. Med den nye skiltning bliver det nemt at finde ud til stenalderfolkets dynge. Samtidig bliver man introduceret til områdets stenalderhistorier på den knap 1 km lange gåtur langs markvejen, der fører gennem det smukke landskab ud til køkkenmøddingen.

Skiltningen indgår i Kulturstyrelsens projekt "Danmarks Oldtid i Landskabet", der har til formål at nyformidle de mest interessante danske oldtidsminder, så de nu bliver nemme at besøge, og deres historie fortælles på de ny opsatte skilte med udgangspunkt i den nyeste viden. Projektet er støttet af en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Læs mere om Ertebølle Køkkenmødding på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

Ertebølle Hoved er et enestående naturskønt område med 20 m høje klint, der består af moler og vulkanske askelag fra Tertiærtiden.

Materialerne i klinten spænder over en milliard år. I klinten ved Ertebølle Hoved ses lag, der er aflejret af gletschere og smeltevand under sidste istid. Det meste af klinten består af en gigantisk aflejring af lagdelt moler, oppresset og let foldet af isen ved et tryk fra nordøst.
Forekomsten er 100 meter lang og 20 meter høj.

Ertebølle Hoved er et enestående naturskønt område med 20 m høje klint, der består af moler og vulkanske askelag fra Tertiærtiden, som i istiden blev deformeret af istryk fra nordøst; nordligt i klinten findes moræneler og smeltevandsaflejringer.

Moleret i Ertebølle Hoved er rigt på fossiler, eksempelvis som aftryk af forstenede planter, fisk, fugle, insekter og skildpadder. Fossilerne viser at klimaet har været subtropisk.

De seneste år er der fundet flere danekræ - altså jordfundne naturhistoriske genstande fra Danmark af enestående videnskabelig værdi.
Herunder ses billeder af de seneste.

Herfra kan du skue langt, her kan du se Salling, Fur, Mors, Livø og Thyland.
Bjerget blev fra 1885 til 1990 brugt til indremissions årlige sommermøde. Hvilket også har haft en positiv påvirkning på landsbyens huse. Der var nemlig en stiltiende overenskomst i landsbyen om, at alle huse skulle være nykalkede inden missionsmødet og det var de. Folk kom jo både fra nær og fjern så det hele skulle tage sig godt ud.

Det er helt vildt på Stenaldercenter Ertebølle! På Stenaldercentret slår vi ikke alt vores græs, vi lader det gro højt til glæde for insekter, urter og ikke mindst vores gæster.

I det høje græs kan du møde et væld af insekter, som enten kravler, flyver eller hopper. Vil du gerne se insekterne? Se om du kan finde en af de insektfælder, vi har lagt ud i det høje græs. Fælder kan være en frugt, en grøntsag eller et syltetøjsglas. I stenalderen satte man også fælder, men de var lidt anderledes, for da ville man gerne fange større dyr til at man kunne spise.

Mellem de høje græsser vokser forskellige planter, nogle af dem smager godt. Du kan gøre, som man gjorde i stenalderen og samle planter til at spise. Du kan for eksempel plukke gederams, gul snerre eller røllike til din te. Snart er der også masser af modne brombær, dem elskede de i stenalderen og du kan sikkert også lide dem.

Stenaldermenneskene har tilbragt en stor del af livet langs kysten, og i dag kan man stadig finde spor efter deres aktiviteter.

Langs kysten kan man finde flintredskaber, der vælter ud fra gamle bopladser. Til tider eroderer Hovedet også og man kan se anlæg fra forhistorisk tid komme til syne i klinten.
Hvis man finder noget er man velkommen til at komme forbi Stenaldercenter Ertebølle, her kan arkæologen fortælle dig mere om dit fund.

I 2015 fandt arkæologerne en ny køkkenmøddingen ved Ertebølle Sønderstrand.

Ved Sønderstrand ses en stor rød sten. Der til tider ligger ude i fjorden, andre gange på land, alt afhængig af vandstanden i fjorden. Denne røde sten hedder meget passende en rødsten. Rødsten er en sandstensart, der består af smeltevandssand, grus og sten fra sidste istid, som er kittet sammen af jernforbindelser. Jernforbindelserne i stenen ruster langsomt, og giver stenen en rustrød farve.

Jernforbindelserne stammer fra svovlkis, som er vasket ud af moler, og derfor er rødsten altid tæt knyttet til moler og findes derfor ikke mange steder.

Rødsten har indgået som byggemateriale i mange middelalderkirker, fordi det i frisk tilstand ret let kan tilpasses og dermed bruges til at fylde mindre huller ud i det resterende murværk. Eksempler på dette er bl.a. Fur Kirke, Viborg Domkirke og Ry Kirke hvor rødsten indgår som byggemateriale.

En sten er ikke bare en sten. Stenene fortæller forskellige historier, her er nogen af dem du kan finde på stranden ved Ertebølle.

Granit: Granit er et let genkendeligt eksempel på en magmatisk sten, der er størknet dybt nede i jordskorpen, når en smeltet stenmasse (et magma) langsomt afkøles og bliver til krystaller. Fordi afkølingen går så langsomt nede i dybet, har krystallerne tid til at vokse sig store, og i en granit kan man tydeligt se krystaller af røde, hvide og sorte mineraler, der er vokset tæt sammen som kantede puslespilsbrikker.
I stenalderen var man glade for at bruge en særlig slags glimmergranit til at blande i leret når man skulle lave spidsundede lerkar.

Basalt: Den sorte basalt er med fraværet af synlige krystaller et let genkendeligt eksempel på en vulkansk sten. Stenen er dannet ved, at en flydende stenmasse (et magma) ved et vulkanudbrud er flydt ud som lava og er afkølet så hurtigt på jordens overflade, at krystallerne, der opbygger basalten, ikke har nået at vokse sig store.
Basalt findes ofte i tunge kugler og stenaldermenneskene var derfor glade for at bruge basalten, som hammer når de skulle slå store stykker af flintknolde.

Flint: Flint er et af de få eksempler, vi har på en kemisk dannet sten. Flint dannes nede i en kalkhavbund og består af kisel. Kislen stammer oprindeligt fra kiselalger og kiselsvampe, som bliver opløst, hvorefter flinten bliver dannet ved kemisk udfældning. Flint dannes ofte i gange fra gravende krebsdyr eller i skaller fra f.eks. søpindsvin og har derfor ofte mærkelige former. Flint har haft stor kulturhistorisk betydning, særligt i stenalderen var flinten vigtig da man brugte den til en lang række redskaber Sten med borehuller: Der er to typer moler: en lagdelt, lamineret i tynde lag og en kompakt uden lagdeling. Den kompakte har ofte boregange efter boremuslingen, der levede på bunden af molershavet. Boremuslingerne gennemgravede og ødelagde lagstrukturen.

De fiskerhytter der i dag ses ved fjorden er nybyggede; fjorden har nemlig for længst skyllet de gamle bort. Området ved fiskehytterne blev i 1800- og 1900-tallet brugt til fiskeri. De fleste mænd fra Ertebølle fiskede med glib, net og vod. Om vinteren stangede man ål fra et hul i fjordens is. Der var kun få erhvervsfiskere, og de kunne kun lige få det til at løbe rundt, men det var et godt supplement til landbruget, som heller ikke var for godt på de magre jorde.

I dag er fiskehytterne mødested for mange af Ertebølles borgere og de danner også ramme om mange af byens arrangementer.

Gravhøjen Myrhøj ligger ikke langt fra Stenaldercenter Ertebølle. Selve højen er dog fra en anden tidsperiode. Den nu restaurerede høj blev bygget i bronzealderen, men man har også fundet spor fra både stenalderen og jernalderen i området, der har været beboet i over 4300 år. Op til gravhøjen leder en række bautasten, som man mener har været brugt i forbindelse med kultiske ceremonier.
Myrhøj er blandt de 100 vigtigste fortidsminder i Danmark - selvfølgelig sammen med Ertebølle Køkkenmøddingen.