Vesthimmerlands Museum vinder europæisk undervisningspris
Det europæiske Erasmus+-projekt The Sound of Stories, som Vesthimmerlands Museum har været med til at udvikle og koordinere, modtager European Innovative Teaching Award (EITA) 2026.

Det europæiske Erasmus+-projekt The Sound of Stories, som Vesthimmerlands Museum har været med til at udvikle og koordinere, modtager European Innovative Teaching Award (EITA) 2026.
Prisen gives til innovative undervisningsprojekter, og The Sound of Stories hædres inden for området dagtilbud, grundskole og gymnasiale uddannelser.
For Vesthimmerlands Museum er anerkendelsen noget ganske særligt. EITA er en undervisningspris, og museet befinder sig derfor i et felt, hvor prismodtagerne traditionelt findes blandt skoler og andre uddannelsesinstitutioner.
The Sound of Stories tager udgangspunkt i lyd, fortælling og kulturarv. Gennem projektet er der udviklet metoder og undervisningsaktiviteter, hvor børn møder kulturhistorien gennem sanser, fortællinger, kreativitet og aktiv deltagelse.
Projektet er udviklet i et internationalt Erasmus+-samarbejde med Logopsycom fra Belgien, MSPEI i Polen og Nas Tabor fra Tjekkiet. Her er erfaringer og fagligheder på tværs af landegrænser blevet bragt sammen.
For Vesthimmerlands Museums skoletjeneste ligger projektet i direkte forlængelse af mange års arbejde med at udvikle undervisning, hvor børn ikke alene skal høre om historien, men selv undersøge, skabe, lytte, fortælle og være aktive deltagere.
”For mig er prisen først og fremmest en anerkendelse af en måde at tænke undervisning på. Børn lærer ikke kun ved at få noget fortalt. De lærer også gennem hænderne, sanserne, nysgerrigheden og ved selv at være medskabere. At et museum kan modtage en europæisk undervisningspris, viser samtidig, at museerne kan spille en vigtig rolle i børn og unges læring,” siger Kim John Callesen, leder af Skoletjenesten ved Vesthimmerlands Museum.
Prisen er samtidig kulminationen på flere års internationalt udviklingsarbejde. Vesthimmerlands Museum har gennem de seneste seks år deltaget i en række Erasmus+-projekter og har i flere af dem haft en koordinerende rolle.
”Vi begyndte ikke med internationale projekter for at vinde priser. Vi gjorde det, fordi samarbejdet med dygtige kolleger i andre lande giver os mulighed for at udfordre vores egen praksis og udvikle nye måder at arbejde med børn, undervisning og kulturarv på. Derfor betyder det selvfølgelig meget, at det arbejde nu bliver anerkendt på europæisk niveau,” siger Kim John Callesen.
EITA – European Innovative Teaching Award – er etableret af Europa-Kommissionen for at synliggøre og anerkende innovative undervisnings- og læringspraksisser udviklet gennem Erasmus+.
Prisen overrækkes ved den officielle prisceremoni den 9. oktober 2026.





