Ranum

  retur
Fornemme stormandsfamilier i vikingetidens Ranum

Limfjorden var i vikingetiden en af Danmarks vigtigste søveje, da den var åben i øst, vest og muligvis også nord. Via Limfjorden kunne man sejle til England, Norge og resten af den store verden. Fjorden bragte derfor liv, handel, håndværk og fiskeri til Nordjylland i vikingetiden. Fundet af pragtsværd og en ryttergrav ikke langt fra Ranum tyder dog på, at Vesthimmerland ikke kun var beboet af håndværkere og handelsfolk men også af højtstående vikingeslægter.

Sydøst for Ranum lå der i 1800-tallet to søer, som i dag er blevet til den nye Vilsted Sø: Søndersø og ikke langt derfra, Vilsted Sø, der dengang var betydeligt mindre. De skulle afvandes og omlægges til landbrugsjord. Arkæologisk set var dette et held, for ved dræningen i 1873 dukkede et utroligt velbevaret pragtsværd op. 45 år senere dukkede endnu en overraskelse op i dyndet ved Søndersø, endnu et pragtsværd. Om sværdene blev nedlagt samtidig i den ældre vikingetid, vides ikke, men de er formentlig blevet ofret i søen. Ved at ofre våben, smykker og værktøj håbede vikingerne, at guderne gav noget igen, såsom godt vejr, frugtbarhed, fred eller krigslykke.

Begge sværd er fra omkring 800 e.Kr. og er smukt udført med indlægninger af sølv og messing i fæstets dele. De mange ligheder mellem sværdene kan betyde, at de er smedet på det samme værksted. Sværdenes utroligt smukke og detaljerede udsmykning fortæller også, at de har tilhørt højtstående mænd.

I den modsatte retning, nordvest for Ranum, fandt man i 1951 flere beviser på, at fornemme vikingeslægter har boet i omegnen. Da landevejen mellem Næsby og Ranum skulle anlægges, fandt man en gravplads og i 2009 fik arkæologer fra Vesthimmerlands Museum mulighed for at udgrave denne yderligere. Gravpladsen bestod af over 20 storslåede mands- og kvindegrave fra tiden efter 950 e.Kr., hvor flere af de afdøde kvinder var begravet i vognkasser med fine gravgaver; en måde hvorpå man i vikingetiden begravede samfundets øverste. Der er muligvis tale om en gravplads for flere generationer af en fornem slægt.

Særligt interessant var fundet af en rig ryttergrav fra tiden kort efter 1000 e.Kr., som indeholdt våben og hesteudstyr. Gravens indhold vidner om, at den afdøde var en mand af høj status i samfundet. Den afdøde var først blevet begravet i en kammergrav, altså i et trækammer inde i en høj. Nogle år senere blev gravhøjen ryddet for at bygge en 100 m² stor bygning med kammergraven placeret i midten. Der er muligvis tale om et kapel eller et mausoleum for den afdøde, som efterkommere kan have opført.

Arkæologer har en formodning om, at den afdøde kan være en forfader til kong Valdemar den Store (regent 1157-1182). Da Valdemar den Store forærede området, hvorpå Vitskøl Kloster blev bygget, til munkeordenen Cistercienserne, blev jorden givet af hans fædrene arv, ikke af krongodset. Dette vidner om tætte forbindelser med Vesthimmerland. Valdemars bedstemor, Bodil Thrugotsdatter, var som navnet angiver datter af Thrugot Ulvsen, som man anser for at være stamfaderen til en meget magtfuld jysk slægt. Set i lyset af Valdemars gave i form af Vitskøl Kloster kan den afdøde være Thrugots fader, Ulv. Thrugotslægten kan dermed have sin oprindelse i Vesthimmerland, nærmere bestemt i området omkring Ranum.


Da krigen for alvor kom til Ranum

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Med tiden voksede modstandstrangen blandt de unge lærerstuderende, der gik på Ranum Statsseminarium. Modstanden startede på melodisk vis. Undervisningstimerne blev startet med sang, og eleverne valgte særligt fædrelandskærlige sange fra Højskolesangbogen. Tiden satte også sit præg på artiklerne i elevforeningens blad, Baandet, hvor eleverne bevæget skrev om situationen. Det kom endda dertil, at Udenrigsministeriet advarede elevforeningen mod at berøre emnet yderligere.

Den 5. november 1943 viste krigen sit ansigt i Ranum, da ca. 200 tyske tropper skulle indkvarteres i By- og Øvelsesskolen. Det var ikke længere nok for seminariets elever med stille modstand. Efter julen 1943 oprettede ni seminarieelever en modtagergruppe, der havde til opgave at modtage nedkastede våben. Glæden var dog kortvarig, da Aars-gruppen, som Ranum-gruppen havde tilknytning til, blev optrevlet i de første måneder af 1944. Aars-gruppens medlemmer samt fire af Ranum-gruppens medlemmer blev taget af Gestapo, hvorefter Ranum-gruppen blev opløst.
Det var dog ikke nok for Petergruppen. Gruppen var et resultat af tyskernes voksende irritation over den danske modstandsbevægelse. Løsningen var modterror, eller Schalburgtage, hvor modstandsbevægelsens aktioner skulle gengældes med blandt andet bombeattentater. Det tyske sikkerhedspoliti i Danmark oprettede derfor Petergruppen, der i første omgang bestod af specialtrænede tyske SS-soldater. Med tiden blev danskere dog også medlemmer af gruppen.

Som hævn mod seminarieelevernes modstand ville Petergruppen derfor bombe seminariet. Det lykkedes dog ikke helt. I 1934 var Ranum Statsseminarium flyttet i en nyopført bygning, og Ranum By- og Øvelseskole overtog den gamle bygning. Indskriften Kongeligt skolelærerseminarium havde man dog ikke fjernet fra den gamle bygning. Da medlemmerne af Petergruppen natten mellem lørdag d. 7. og søndag d. 8. oktober 1944 så indskriften, antog de derfor, at de var ved seminariet og ikke øvelsesskolen. De placerede bomben og skyndte sig bort. Eksplosionen var så kraftigt, at den midterste del af bygningen blev sprængt bort. Sprængningen forårsagede endda skade på naboejendommenes og Statsseminariets ruder og tage. Ingen kom dog på mirakuløs vis til skade.
Bombningen af Ranum By- og Øvelsesskole lagde dog ikke låg på seminarieelevernes foragt for besættelsesmagten og lysten til at gøre modstand. Tværtimod!

I november 1944 blev fire modtagergrupper igen oprettet i Ranum og Overlade. Grupperne var på fire til syv mand og havde til opgave at modtage nedkastede våben i Nordvesthimmerland. I februar 1945 oprettede 11 seminarieelever to modstandsgrupper. Kort efter i marts 1945 måtte de fire grupper i Ranum dog gå under jorden, da de to seminarieelever Erik Jensen Hou og Verner Højgaard Jensen, der var medlem af henholdsvis en af Ranum-grupperne og en illegal gruppe i Løgstør, blev taget af Gestapo. Heldigvis skulle der kun gå to måneder, før Danmark blev befriet, og seminarieeleverne kunne vende tilbage til og fordybe sig i deres studier.