Nye oplevelser med stenalderen 

  retur
En sanseoplevelse ud over det sædvanlige, baseret på forskning og nytænkende formidling, det er, hvad der venter de besøgende på Stenaldercenter Ertebølle i det nye, store oplevelseslandskab, der åbnede midt i juni.

Hvem ville have troet, at en oldgammel affaldsdynge kunne blive verdensberømt? Ikke desto mindre er det tilfældet i Ertebølle, hvor Nationalmuseet i 1890'erne satte sig for at undersøge den store skaldynge, som lå langs den gamle stenalderkyst. Køkkenmøddingen viste sig at indeholde historien om en indtil da ukendt kultur af kystjægere, som levede i den sidste del af jægerstenalderen for godt 7.000 år siden. Kulturen blev opkaldt efter fundstedet, Ertebøllekulturen, og nu mange tusinde år senere tilføres fortællingen om stenalderen, og dermed nogle af Vesthimmerlands tidligste indbyggere, endnu et lag. 

Stenaldercenter Ertebølle kan byde velkommen til et nyt 25.000 m² stort udendørs oplevelseslandskab, hvor der med støtte fra A.P. Møller Fonden er skabt helt nye rammer for formidlingen af Ertebølletiden. Her kan de besøgende hen over sommeren gå på opdagelse i forskellige hytter og værkssteder, som alle er opført med baggrund i den arkæologiske forskning. Der vil være besøg af internationale forskere, som formidler deres store viden i anlægget, og ganske centralt, her kan hele familien prøve kræfter med livet i stenalderen under kyndig vejledning af stedets arkæologer og formidlere. 

"Indretningen" af de nye udendørsarealer er langt fra tilfældig, idet de første streger på tegnebrættet blev slået for tre år siden. Forskning og formidling er stærkt tænkt sammen, og der er mange tanker bag den oplevelse, man på stedet ønsker at give gæsterne. Her bliver alle sanser sat i spil og samtidig undervejs i anlægget lagt op til refleksion over tilsyneladende mere "moderne" emner, såsom klima, miljø og biodiversitet. For selvom de færreste tænker over det, så skulle stenaldermennesket også forholde sig til havstigninger og klimaforandringer, der på markant vis påvirkede dagliglivet. 

Ertebølle har meget mere at byde på. "Når folk besøger stedet her, så ønsker vi at give dem en totaloplevelse, forstået på den måde, at der naturligvis er viden og oplevelser at hente på selve centret, men derudover så indbyder hele det naturskønne område til aktivitet, hvad enten det drejer sig om en gåtur til den berømte køkkenmødding eller mødet med vores naturvejleder ved kysten", lyder det fra arkæolog og daglig leder af Stenaldercentret, Louise Villadsen. 





Tilmeld nyhedsbrev

Tilmelding af nyhedsbrev

Nyhedsbrevet fra Vesthimmerlands Museum er museets digitale informationstilbud og udsendes en gang om måneden. Det fortæller om museets og arkivets arbejdsmark og bringer nyheder med informationer om aktuelle aktiviteter og arrangementer.








Afmeld
Tak for din tilmelding - Du vil nu modtage vores nyhedsbreve.
Du er nu frameldt vores nyhedsbreve, og vil derfor ikke modtage flere.
Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html