Vesthimmerlands Museums Årbog 2015

  retur

Johannes V. Jensen og Himmerlands arkæologi
I 1940 udgav Ejnar Munksgårds forlag et festskrift til Johannes Brøndsted i anledning af hans 50-årsdag den 5. oktober 1940. Festskriftet indeholdt en række artikler af førende danske arkæologer og en enkelt forfatter, Johannes V. Jensen. Festskrifter ser man kun sjældent i vore tider, selvom en del forskere nok kunne fortjene et. Det var Johannes V. Jensens særlige indsats som formidler af den danske forhistorie, der gav ham en plads blandt skribenterne. Da hans essay kun er lidt kendt, vil det blive gengivet i sin helhed herunder, og der vil i et noteapparat blive kommenteret, hvor ny viden kan supplere. Som det første vil dele af festskriftets forord blive gengivet for at give et indblik i den tid og udvikling, Johannes Brøndsted havde sat sig i spidsen for, og som Johannes V. Jensen selv mente fortjente hans applaus.

Langhuse og brandgrave - Gedsted i den ældre jernalder
Langhuse og brandgrave dukkede op under gravemaskinens afrømning af muldlaget, da museets arkæologer fortsatte undersøgelserne af den omtrent 2000 år gamle landsby i udkanten af Gedsted. Mens vidnesbyrd om byggeskik og hverdagsliv optræder mere mangfoldigt i det arkæologiske materiale, er oplysninger om datidens gravskik, religion og forhold til døden mere sparsomme. Sagt med andre ord: Livet har afsat et større aftryk end døden.

Laurits Nielsen og savværket i Gatten
I juni måned 2015 blev Vesthimmerlands Museum kontaktet af Erik Møller fra Gatten. Han foreslog, der skulle laves en undersøgelse af savværket i Gatten, der i næsten 50 år har forarbejdet træ til egnens borgere. På et møde ved savværket den 1. juli 2015, hvor byens borgere var inviteret, blev der udvekslet minder og erindringer om stedet og ejeren Laurits Nielsen. Medarbejdere fra Vesthimmerlands Museum deltog i mødet, og der blev efterfølgende udarbejdet nedenstående artikel om Laurits Nielsens forretninger og liv i Gatten.

Himmerlandsgade - byplanlægning set gennem historiske billeder
Vesthimmerlands Kommunes hovedby Aars har for længst lagt stationsbytiden bag sig og er blevet til et center for erhvervsudvikling og uddannelse i Himmerland. Landevejen gennem den oprindelige landsby er i dag handelsgade og byens hovedstrøg. Historiske fotografier viser, at tidligere byudviklingsinitiativer ikke kun har haft fokus på boliger og erhverv, de har også arbejdet med byens rum og arkitektur, med æstetik og nye funktioner.

Stenaldercenter Ertebølle - formidlingscenter for stenalderens kystkulturer
Ertebølle er nok den eneste lokalitet i Vesthimmerland, hvis navn giver genklang i andre dele af verden. Berømmelsen skyldes den store affaldsdynge fra jægerstenalderen sydøst for byen, der i slutningen af 1800-tallet gav anledning til at kalde en hel tidsperiode og oldtidskultur for Ertebøllekulturen. I 1990´erne lykkedes det også lokalt at styrke fortællingen om fundstedet gennem etableringen af Stenaldercenter Ertebølle. Stenaldercenteret er det eneste oplevelsescenter i Danmark, der arbejder med formidling af Ertebølletiden og stenalderkulturen. I 2013 blev påbegyndt en fornyelsesproces med henblik på at give stenaldercenteret og næromgivelserne et afgørende formidlingsløft.




Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html