Sjælden massegrav

  retur

Vest for Aars stødte arkæologer i forbindelse med etableringen af en omfartsvej på et unikt anlæg i Danmark, en såkaldt timber circle - sporene af seks store stolper, der har dannet en ring om en dyb grav i midten. De seks store stolper har ganske givet båret et tag, der har dækket gravanlægget.

Graven var konstrueret som en skaktformet nedgravning, der var ca. én meter i diameter og 175 cm dyb. På bunden af den brønd-lignende grav, der har været foret med store sten, er der fundet en stor mængde brændte knogler, som indikerer, at man har brugt hullet som en slags massegrav, hvor man har nedkastet resterne af kremerede mennesker og dyr. I anlægget fandt man desuden en ildskørnet flintdolk, tre ildskørnede pilespidser og det meste af mindst to lerkar. På grund af lerkarrene, der tilhører den såkaldte klokkebægerkultur, kan arkæologerne datere graven til slutningen af bondestenalderen.

Sådanne timber circles er meget sjældne, og der findes kun et fåtal kendte lokaliteter i Europa. Faktisk skal man helt til Sarn-y-Bryn-Caled i Wales for at finde et lignende anlæg. De to gravanlæg ligner hinanden så meget, at arkæologerne fra Vesthimmerlands Museum, der stod for udgravningen, ikke er i tvivl om, at der må have været en forbindelse mellem Limfjordsområdet og De Britiske Øer for ca. 4.000 år siden.

I 2015 blev der blot 400-500 meter fra det runde gravanlæg udgravet en boplads, som også kan dateres til denne tid. Det er muligt, at beboerne herfra har været brugerne af denne timber circle.



Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html