Nyhedsbrev nr. 72 - marts 2018

  retur
  • Museumsfaglighed målt, vejet og godkendt
  • Historiedetektiver på opdagelse i den nordjyske historie
  • Fjerde Kulturarvsmåned på vej
  • Museerne har brug for en national bevaringsplan


  • Museumsfaglighed målt, vejet og godkendt
    I efterår 2017 blev Vesthimmerlands Museum kvalitetsvurderet af Slots- og Kulturstyrelsen. Kvalitetsvurderingen af de statsanerkendte museer foretages mindst hver tiende år, hvor museernes virksomhed bliver grundigt gennemlyst og analyseret inden for alle arbejdsområder. Dermed skal det vurderes, om museerne kan leve op til gældende krav og anbefalinger. I marts 2018 modtog Vesthimmerlands Museum sin endelige kvalitetsvurderingsrapport fra Slots- og Kulturstyrelsen og fik, med vurderingen "tilfredsstillende", tildelt den næstbedste karakter. I rapporten sparer styrelsen ikke på roser til museets arbejde, hvor især formidlingsindsatsen bliver fremhævet. Men der er også plads til forbedringer. Især museets spinkle ressourcegrundlag i forhold til den komplekse opgaveportefølje har ført til kritiske bemærkninger. Slots- og Kulturstyrelsen opfordrer til at finde løsninger.
    Rapporten kan ses på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

  • Historiedetektiver på opdagelse i den nordjyske historie
    Hvem er Nordjyllands dygtigste historiedetektiver? Jagten på de mange spændende, nordjyske fortællinger gik ind den 15. januar, hvor et nyt samarbejdsprojekt mellem regionens tolv statsanerkendte museer, TV2 Nord, Region Nordjylland og DR P4 Nordjylland blev lanceret.Hvad har tatoveringsnåle fra bronzealderen til fælles med Helligåndsklosteret og Churchillgruppen? I hvert fald én ting: De indeholder alle en spændende historie, som fortæller om Nordjylland gennem tiden. Og netop de gode historier er i centrum for et nyt, stort projekt, som Vesthimmerlands Museum deltager i. "Historiedetektiverne" henvender sig til nordjyske skoleelever i 8. og 9. klasse, og er en konkurrence om at lave den bedste videoformidling af nordjysk kulturarv på tre minutter. Fantastiske historier fra Nordjylland, fortalt af unge skoleelever til andre skoleelever.
    Læs mere om projektet.

  • Fjerde Kulturarvsmåned på vej
    Planlægningen af Vesthimmerlands fjerde Kulturarvsmåned er i fuld gang, og mange spændende arrangementer bliver sat på plakaten. Det er igen i år i juni, at Vesthimmerland, som den eneste kommune i landet, fejrer sin kulturarv. Kulturarvsmåneden har til formål at sætte fokus på kulturhistoriens mangfoldighed og åbne op for kendte og mindre kendte steder. Programmet for Kulturarvsmåneden 2018 foreligger i begyndelsen af maj, så glæd jer til endnu en forsommer, hvor der bliver fuld turbo på den lokale kulturarv til glæde for både kommunens indbyggere og besøgende.

  • Museerne har brug for en national bevaringsplan
    "Skimmelsvamp truer med at ødelægge museers historiske genstande," fortalte DR 21 Søndag den 18. marts. Flere DR-platforme, Ritzau, Ekstra Bladet, TV2 Bornholm og andre medier rettede de følgende dage opmærksomheden mod de store problemer med magasiner og opbevaring på en lang række museer landet over. En sag som ODM har råbt højt om siden 2005. Kulturminister Mette Bock (LA) afviser at give en økonomisk håndsrækning til de museer, der har problemer med deres magasiner, men ODM fastholder, at museerne ikke selv har råd til at bygge nye magasiner, og at der helt overordnet er brug for en national bevaringsplan. Folketingets kulturordfører Mogens Jensen (S) har i kølvandet på den massive mediedækning indkaldt kulturministeren i samråd. Og DF's kulturordfører Alex Ahrendtsen og kulturudvalgsformand Orla Hav (S) mener, at staten har et medansvar.
    Læs ODM's dækning af sagen her.


     



Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html