Nyhedsbrev nr. 68 - august 2017

  retur
  • STONEMAN - en familiedyst i stenalderlivets discipliner
  • Vikinger er populære som aldrig før
  • Forskermøde i Ertebølle
  • Livø - fangeøen for de moralsk åndssvage
  • Krondyr, hustomter og en rundvisning 
  • Historien om Danmark - nye afsnit fra 23. september



STONEMAN - en familiedyst i stenalderlivets discipliner
På en fire kilometer lang rute rundt om Stenaldercenter Ertebølle kan familier og barnlige sjæle søndag den 3. september prøve kræfter med i alt syv udfordringer, der alle tager udgangspunkt i livet i stenalderen. STONEMAN-dysten starter kl. 10 og med løbende start hver halve time frem til kl. 14. Det er gratis at deltage i arrangementet, man skal blot tilmelde sig forud ved at sende en mail til jegvilmed@dr.dk senest torsdag d. 31. august. STONEMAN er blevet til i et samarbejde mellem P4 Nordjylland, DGI, Stenaldercenter Ertebølle og Vesthimmerlands Museum og er en del af projektet "Historier om Danmark", støttet af Slots- og Kulturstyresen og Nordea-fonden.

Vikinger er populære som aldrig før
I hele juli blev besøgende på Danmarks største vikingeborg, Aggersborg, med stor succes budt velkommen af en guide fra Vesthimmerlands Museum. Selvom sommeren har vist sig fra sin regnfulde side, så har det ikke skortet på besøgende. Mere end 3.000 gæster lagde i løbet af måneden vejen forbi i tidsrummet 10-16 og fik en kyndig introduktion til stedets lange og spændende historie.
Det er andet år i træk, at museet på denne vis går i direkte dialog med de besøgende, og det er blevet modtaget særdeles positivt. Samtidig er det fra museets side en god anledning til at blive klogere på folks oplevelse af stedet og på den vis modtage gode input til nye formidlingstiltag.
Sidste års dialog med de besøgende har bl.a. været stærkt medvirkende til, at museets den 1. juli i år indviede et enestående nyt tiltag, hvor en app gør det muligt at besøge Aggersborg i 980'erne - perioden hvor borgen oplevede sin storhedstid. App'en hedder AGGERSBORG og kan findes i både App Store (Iphone) og Google Play (Android). En opdatering er lige på trapperne og forventes klar primo september.

Forskermøde i Ertebølle
Den 7. oktober 2017 afholder Vesthimmerlands Museum et symposium om teknologi, innovation og kommunikation i førromersk jernalder (500-0 f.Kr.). Arrangementet er en fortsættelse af et lignende arrangement sidste efterår. Formålet med symposiet er at samle fagpersoner fra ind- og udland til diskussion og erfaringsudveksling om perioden, hvor Vesthimmerland markerer sig særlig stærkt: Århundrederne kort før Kristi fødsel. Spektakulære fund i Vesthimmerland understreger langdistanceforbindelser til udlandet og områdets særlige betydning. I år kommer der oplægsholdere fra danske museer og universiteter samt fra Norge, Tyskland, Polen og Rusland.

Livø - fangeøen for de moralsk åndssvage
Få på denne rundvisning et indblik i et stykke dansk socialhistorie, når Bente Qvist Kjærgaard fra Livø Avlsgård søndag den 17. september kl. 14 viser rundt på øen og undervejs fortæller om Livø Anstalten. Anstalten blev oprettet i 1911 som et progressivt eksperiment og nedlagt som en efter nogle lægers mening forældet institution i 1961. Overlæge Christian Keller fra de Kellerske Anstalter arbejdede i årene op til 1911 hårdt for anstaltens oprettelse. Visionen bag en anstalt på en isoleret ø var at skabe et sted for de mennesker, der af forskellige grunde havde svært ved at tilpasse sig samfundet: De moralsk åndssvage. Livøanstalten var udelukkende for mænd og ophold på anstalten kunne være af tidsubestemt varighed og uden nogen form for forudgående dom.
Arrangementet er gratis. Tilmelding til mch@vmus.dk senest torsdag den 14. september. Færgen går fra Rønbjerg Havn kl. 13.30. Se www. miniline.dk for afgange hele dagen. Mødested: Livø Havn.

Krondyr, hustomter og en rundvisning
I øjeblikket har arkæologerne på Vesthimmerlands Museum gang i to udgravninger. I Ertebølle udgraves et skelet fra et 5000 år gammel krondyr, der ligger indlejret i gamle fjordlag, som nu atter skylles frem. Udgravningen af kronhjorten i Ertebølle er blot den seneste i rækken af nødudgravninger på stranden ved Ertebølle, hvor fjorden hele tiden blotlægger arkæologiske fund. Senere på efteråret fortsætter museet således undersøgelserne på ertebøllebopladsen syd for Ertebølle Hoved, der var i brug i århundrederne før ertebøllejægerne tog ophold på den kendte køkkenmødding længere mod syd.
Den anden udgravning foregår nær Aars ved Stenildhøj. Her er museet i gang med at undersøge tomterne af tre gravhøje, flere brandgrave og op imod ti hustomter. Der er gjort flere spændende fund på lokaliteten, og vi forventer at gøre flere fine fund når vi i løbet af september for alvor kommer i gang med gravhøjene. Der inviteres til åben udgravning den 12. sep. kl. 17. Mødested: Svinget mellem Støberivej og Stenildhøjvej, 9600 Aars. Der er mulighed for parkering på stedet.

Historien om Danmark - nye afsnit fra 23. september
DR' s nye Danmarkshistorie "Historien om Danmark" fik i foråret en flyvende start. Afsnittene formidler på godt en time de store træk af Danmarkshistorien, mens de mere lokale aspekter af historien skal søges andetsteds. Vesthimmerlands Museum er derfor på forkant med de fem nye afsnit af serien, som starter i september, og inviterer igen til en lang række af spændende arrangementer, som tilfører en lokal vinkel på den store fortælling.
Når 6. afsnit af tv-serien får premiere lørdag den 23. september, så føres seerne fra reformationen i 1536 og op til 1660, hvor enevælden blev indført. Allerede søndag den 20. august var der imidlertid mulighed for at blive klogere på renæssancen i Vesthimmerland, da H.O.A. Kjeldsen og Tove Skoubo åbnede dørene til det smukke Lerkenfeldt Gods. Her fortalte museumsdirektør Broder Berg sammen med Ph.d. Mikael Fausing fra Dansk Center for Herregårdsforskning om stedet og bygningernes historie ud fra et både nationalt og lokalt perspektiv.
September måned byder masser af lignende arrangementer, som alle er tænkt som et udvidet supplement til tv-serien. Fælles for dem alle er, at de tilfører en ekstra dimension til udsendelserne, som i sagens natur bliver nødt til at foretage valg, og dermed fravalg, når flere hundrede års historie skal dækkes på blot 60 minutter. Se mere om kommende arrangementer på museets hjemmeside.



Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html