Nyhedsbrev nr. 67 - juni 2017

  retur
  • Peter & Solvognen i Aars og på Aggersborg
  • Lancering af Aggersborg-app: Lørdag d. 1. juli kl. 14-16
  • Kulturarven samlede folk i årets første sommermåned
  • Stenaldercenter Ertebølle skruer op for sommeraktiviteter
  • Udgravninger i skyggen af Gundestrupkarret
  • KulturNøgle øger interessen for museumsundervisning
  • Stenaldermand besøger Stenaldercenter Ertebølle 
  • Debat om museumsstøtten - sakset fra ODM's hjemmeside 
  • Løsning vedr. lån i Arbejdsmarkedets Feriefond udskydes, skriver ODM

  • Peter & Solvognen i Aars og på Aggersborg
    Fra fredag den 30. juni til begyndelsen af september 2017 skal alle i hele Danmark holde ekstra godt øje med de danske landeveje, når Historier om Danmarks rullende initiativ, Peter & Solvognen, kører rundt i hele landet og besøger 14 forskellige lokationer.
    Lørdag den 1. juli når Peter til Vesthimmerland, hvor han er at finde ved Kvickly i Aars fra kl. 10 - 12 og fra kl. 14 - 16 på Aggersborg, Danmarks største vikingeborg, hvor der denne dag er officiel indvielse af et spændende nyt formidlingstiltag.
    Når Solvognen slår klapperne ud med alt fra miniscene, erindringsautomat, langborde og kaffe på Madam Blå, kan man tage et hvil i en solstol, spille Solvognsbob, prøve en rejsegrammofon, Virtual Reality briller, en kassettebåndoptager og meget, meget mere.
    Læs mere om Peter & Solvognen

  • Lancering af Aggersborg-app: Lørdag d. 1. juli kl. 14-16
    Dagen byder på en enestående historisk 180-graders udsigt over Limfjordslandskabet og en helt ny indsigt i den første og største af Haralds Blåtands ringborge Aggersborg. Gå på opdagelse, når Vesthimmerlands Museum på denne dag lancerer en ny app, der gør det muligt at blive guidet rundt på stedet. Kom og vær med til at vise, hvad Aggersborg betyder for dig, når vi på denne dag skaber et midlertidigt samlingspunkt.
    I Solvognen kan du få både kaffe og en stol at sidde på og møde Aggersborgvikingerne, som står klar til at vise våben frem og fortælle om stedet. Aggersborg gæstes også af rapperen Pede B., der sammen med publikum laver en helt særlig rap dedikeret til Aggersborg.
    Så kom og vær en af de første til at se Aggersborg gennem et helt nyt filter!
    Læs mere 

  • Kulturarven samlede folk i årets første sommermåned
    Når juni når sin slutning har mere end 2.500 personer taget del i nogle af de mange spændende og anderledes oplevelser, som Kulturarvsmåneden i Vesthimmerland har budt på.
    For tredje år i træk er det lykkedes at samle ikke kun kommunens indbyggere, men også mange gæster udefra, om gode oplevelser med den vesthimmerlandske kulturarv. At juni er slut er ikke ensbetydende med, at der ikke stadig er masser af spændende oplevelser med kulturarven forude. I hele juli fra kl. 10-16 er der en guide til stede på Danmarks største vikingeborg, Aggersborg, museerne i kommunen holder åbent, samtidig med at masser af frivillige ildsjæle hele året arbejder ihærdigt med at sætte fokus på vores fælles historie.

  • Stenaldercenter Ertebølle skruer op for sommeraktiviteter
    Stenaldercenter Ertebølle har i forbindelse med skolernes sommerferie skruet op for aktiviteterne. Det betyder, at der hen over sommeren er rig mulighed for at opleve, hvorledes Ertebølles stenalderfolk levede. Især i juli summer Stenaldercentret af liv med gæster fra blandt andet Norge, Lejre og Tyskland, som er med til at levendegøre området og vise, hvordan livet udfoldede sig for ca. 7000 år siden.
    Spænd buen og lad pilen suse af sted mod fortidens vilde dyr, prøv en tur i stammebåd eller oplev flintsmeden hugge flint til flotte stenalderredskaber. Man kan også se vores film om livet i stenalderen, lave snor af bast, gå på jagt efter naturens vilde planter på urskovsstien og meget mere. Visse dage er der tur til stranden for at fange krabber samt guidet tur til køkkenmøddingen.
    Hold øje med vores program på hjemmesiden og se, hvilke aktiviteter vi byder på, den dag du planlægger et besøg. 

  • Udgravninger i skyggen af Gundestrupkarret
    Den sidste tid har museets arkæologer arbejdet i et ekstra højt tempo for at afslutte den sidste strækning af Ringvejsprojektet. Ved Roldvej blev udgravet en landsby fra førromersk jernalder (500-0 f.Kr.). Flere gårde har vist tegn på indhegning, men en enkelt gård fremstår som noget ganske særligt. Den har formentlig været indhegnet af en kraftig palisade, der fik de samtidige gårde til at blegne i sammenligning. I den lille gårdtomt var der desuden to mindre bygninger, hvis funktion der på nuværende tidspunkt næsten kun kan spekuleres over. Keramikinventaret fra den formodede stormandsgård peger på, at gården kan have været samtidig med den nærliggende befæstede landsby, Fuglsang. Fremtidige analyser kan forhåbentlig give os et bedre indblik i denne, tilsyneladende, urolige periode i Aars' fortid. 

  • KulturNøgle øger interessen for museumsundervisning
    Så er den nye KulturNøgle Vesthimmerland på gaden, hvor Vesthimmerlands Museum byder ind med 32 undervisningsforløb. Det er en mangfoldig palet fra "øjenåbnere til vikingetiden" i Aars over "fossiljagt" i Ertebølle til "i træhestens skygge" på Herregården Hessel. "Kulturnøglen" er delt rundt til kommunens skoler, daginstitutioner og ungdomsuddannelser. Dette har en stor del af æren for, at Vesthimmerlands Museums undervisningsafdeling oplever stor søgning. I perioden januar til juni 2017 har 3.700 elever og medfølgende lærere været gennem 143 undervisningsforløb. Der er allerede mange bookinger til august og september, så museumsunderviser Kim Callesen forudser, at besøgstallet i afdelingen vil nå nye rekorder i 2017. 

  • Stenaldermand besøger Stenaldercenter Ertebølle
    Også i år får Stenaldercenter Ertebølle besøg sydfra - dog kommer vores tyske stenaldermand ikke vandrende til fods til Ertebølle som sidste år. Til gengæld har han meget andet spændende at byde på, når han gæster centret. Werner Pfeifer er født og opvokset i Namibia, og her har han lært om primitive kulturers levemåde og er blevet "uddannet" i deres håndværksmæssige kunnen, hvilket har klædt ham godt på til at kunne leve, som man gjorde det i stenalderen. I løbet af uge 28 demonstrerer Werner Pfeifer, hvordan man lavede våben i stenalderen, han viser, hvordan de blev brugt, og man kan også selv prøve kræfter med fortidens jagtvåben. Andre dage viser han, hvordan man lavede ild og tændt bål på stenaldermanér, mens tilberedning af stenaldermad ligeledes er på menuen i løbet af ugen. På et par workshops kan man mod betaling deltage i ildmagerværkstedet, eller man kan lære, hvordan man i stenalderen lavede lim og klister af naturens materialer. 

  • Debat om museumsstøtten - sakset fra ODM's hjemmeside
    I en kommentar i Berlingske den 3. juni skrev otte museumsdirektører en række ideer til kulturminister Mette Bock (LA) til arbejdet med et nyt statsligt støttesystem. Indlægget berører dele af det komplekse kludetæppe, som den hidtidige støttestruktur afspejler, og peger på nogle af de problemstillinger, der bør adresseres, hvis der skal etableres et nyt og mere gennemskueligt støttesystem. Det vides, at kulturministeren agter at nedsætte to af hinanden uafhængige grupper til at se på støttetildelingen. De skal hver bestå af få personer med forskellige indgange til og viden om museerne. Udgangspunktet er, det triste, at man ikke skal regne med flere midler.
    En undersøgelse af museernes potentialer og udviklingsmuligheder - uden mulighed for investering - er en sløj skæbne for et felt, som i disse år er under markant statslig nedskæring. ODM mener, at vi bør anse museer som et investeringsobjekt, sådan som det gøres i f.eks. Norge, Sverige, Tyskland og Italien. Her investeres i kultur, og ikke mindst i kulturarv, fordi det indlysende medvirker til lokal branding, skaber meromsætning samt turisme og ofte er at finde i udkantsområder.
    Læs hele indlægget på ODMs hjemmeside

  • Løsning vedr. lån i Arbejdsmarkedets Feriefond udskydes, skriver ODM
    "Skyerne trækker sammen" i sagen vedr. kravet om, at museer og andre kulturattraktioner skal tilbagebetale midler til Arbejdsmarkedets Feriefond. Senest har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) udsat en løsning til efter sommerferien, fordi Kammeradvokaten skal have mere tid til at undersøge låneforholdene for 50 låntagere, specifikt i forhold til EU's konkurrenceregler. Det forekommer helt unødigt i forhold til, at lånene i sin tid blev lavet som donationer med betingelser for, at man ikke skulle sælge bygninger eller ændre status for dem. Man har simpelthen flyttet fokus fra rene "formalialån" - alene tænkt som symbolske lån (derfor også institutionernes skarpe reaktion, da reglerne pludselig blev ændret) - til nu at se på sagen, som var der tale om kommercielle lån. Præcis som hvis der var tale om et statsligt lån til et skibsværft eller lignende. Helt urimeligt - og et klart fokusskift!
    ODM Nyt - 29. juni 2017
     



Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html