Nyhedsbrev nr. 63 - januar 2017

  retur
  • 1. marts kickstartes Vesthimmerlands Museums store formidlingsindsats 2017
  • Martin Bigum udstiller på Himmerlands Kunstmuseum
  • Nyt fra arkæologerne
  • Kulturminister Mette Bock til museumscheferne: "Jeg har brug for jeres hjælp"
  • Stenalder på Statens Museum for Kunst
  • Stor interesse for historiske fotografier
  • Stenalderens danske Atlantis - foredrag den 23. februar
  • Flinthugningskursus



  • 1. marts kickstartes Vesthimmerlands Museums store formidlingsindsats 2017
    Det er ikke helt tilfældigt, at 2017 bliver et år, hvor der vil være ekstra stor fokus på den lokale historie. Søndag den 2. april lancerer DR nemlig deres nye store satsning "Historien om Danmark", hvor skuespilleren Lars Mikkelsen over elleve søndage - og i den bedste sendetid - vil tage seerne med på en rejse fra de ældste tider og helt op til nutiden. Den rejse vil Vesthimmerlands Museum gerne invitere alle kommunens borgere med på, men tilført et lokalt islæt. I Vesthimmerland findes der gode fortællinger fra alle tidsepoker, og disse vil i samarbejde med en lang række aktører blive formidlet som optakt til og i forlængelse af DR's programserie søndag aften. Målet er at skabe sammenhæng og overblik og medvirke til at øge forståelsen af den nationale fortælling spejlet i lokale forhold. Vesthimmerlands Museums store formidlingsindsats i 2017 kickstartes officielt den 1. marts, hvor kommunens indskolingsbørn er inviteret til åbningsfest med Sigurd Barrett i museets smukke Per Kirkeby-sale.

  • Martin Bigum udstiller på Himmerlands Kunstmuseum
    Den danske billedkunstner Martin Bigum præsenterer sin nye maleriserie "Havet", hvor der blandt andet indgår små malerier fra Svinkløv. Bigum har været fast paneldeltager i DR K's Kunstquiz over syv sæsoner, hvor han har delt ud af sin store viden om kunst, og hvor vi har fulgt hans hurtige og præcise streg i gættekonkurrencerne.
    Bigum debuterede i 1989 som billedkunstner og fik sit store gennembrud i 1990'erne med en serie malerier, hvor den kutteklædte ART-figur undersøger kunsten som fænomen. Bigum har en genkendelig, tegneserieagtig stil, hvor motiverne er farverige og fulde af kunstnerisk nærvær og humor, selv når han behandler alvorlige emner gennem sin helt personlige stil.

  • Nyt fra arkæologerne
    Til trods for vintervejr står arkæologernes arbejde ikke stille. For tiden undersøges et større areal i Aars Vest for fortidsminder. På området er der fundet et par enkeltgårde fra yngre jernalder (400-750 e.Kr.). Den ældre jernalder (500-400 f.Kr.) er forholdsvis velrepræsenteret i Aars. Perioden er kendt både ved dens bebyggelse, f.eks. Borremose-landsbyen, og dens mere spektakulære fund, f.eks. Gundestrupkarret. Omkring 200 e.Kr. var der store samfundsomvæltninger, hvor de store landsbyer gik i opløsning, og de store permanente marksystemer blev opgivet. En mindre belyst del af oldtiden kommer nu til syne i arkæologernes søgegrøfter. Det giver os et indblik i, hvordan jernaldersamfundet så ud efter de store samfundsforandringer. Bebyggelsen i Aars Vest består af 1-2 store gårde, hvor der i det ene hovedhus er fundet en tapkile/økse fra enkeltgravskulturen (2800-2400 f.Kr.). I jernalderen var den blevet anbragt i et stolpehul inde i huset. I folketroen troede man, at "tordensten" blev skabt under tordenvejr. Af denne grund anbragte man oldtidens stenøkser, "tordensten", under huset for at beskytte mod lynnedslag, da lynet som bekendt aldrig slår ned samme sted to gange.

  • Kulturminister Mette Bock til museumscheferne: "Jeg har brug for jeres hjælp"
    Knap 65 museumschefer lyttede med, da kulturminister Mette Bock åbnede ODM's chefnetværksmøde med en videohilsen målrettet museerne. Det er femte år i træk, at ODM's chefnetværk dannede ramme om et møde med museumspolitiske og faglige diskussioner i centrum. Mødet fandt sted i Middelfart 24. og 25. januar.


  • Stenalder på Statens Museum for Kunst
    Den 30. januar fik Stenaldercenter Ertebølle besøg af Søren Aagaard, som er ved at lave en film til Statens Museum for Kunst. Filmen fokuserer på Nordjylland og østers - og i denne forbindelse kan man ikke komme udenom Ertebølle Køkkenmøddingen. Filmen vil blive vist på Statens Museum for Kunst sammen med en kunstnerisk opbygget køkkenmødding.

  • Stor interesse for historiske fotografier
    Den 24. januar afholdt Lokalhistorisk Arkiv Aars billedaften med fotografier fra arkivets store billedsamling. 49 glade og lokalhistorisk interesserede gæster mødte op og kunne være behjælpelige med at udpege personer og begivenheder på billederne. Der var denne gang fokus på kunstsmeden Christian Andersen, lærer og politiker Anders Thomsen, Dalgaarden, tækkemand Karl M. Johansen og mange flere. Lokalhistorisk Arkiv oplever stor opbakning til arrangementerne og er allerede gået i gang med at forberede næste billedaften, der afholdes torsdag den 27. april.

  • Stenalderens danske Atlantis - foredrag den 23. februar
    Ved sidste istids afslutning var vandstanden ca. 120 meter lavere end nu. I takt med det varmere klima steg vandet, og store landområder blev opslugt af havet. Kilden til forståelsen af ældre stenalder ligger derfor i stort omfang gemt på havets bund. I et aftenforedrag på Stenaldercenter Ertebølle giver ph.d. Peter Moe Astrup eksempler på nogle af de uløste gåder, som arkæologerne i disse år arbejder på at løse ved hjælp af dykkerundersøgelser.

  • Flinthugningskursus
    Den 18. og 19. februar får Stenaldercenter Ertebølle vinterbesøg af Morten Kutschera, som ellers normalt plejer at gæste centret om sommeren. Morten kommer for at holde et intensivt flinthugningskursus, hvor man har muligheden for at lære stenalderens flinthugningsteknikker. Man behøver ikke at have erfaring med flinthugning eller flintredskaber for at kunne deltage.





Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html