Nyhedsbrev nr. 41 - december 2014

  retur
Forskningspenge til arkæologien
Det var en dejlig julegave, som Vesthimmerlands Museum kunne modtage fra Kulturstyrelsen i form af en ekstrabevilling på 175.000 kr. Pengene skal bruges til færdiggørelse af henholdsvis bog og forskningsartikel. Det bliver museets medarbejdere Bjarne Henning Nielsen og Simon Kjær Nielsen, der i løbet af forårsmånederne vil gå i gang med at løse opgaverne. Projekterne gennemføres i samarbejde med henholdsvis Museum Thy og Århus Universitet.

Erfaringsudveksling med Brasilien
Vesthimmerlands Museum blev udvalgt til at være et af fem museer i landet, der i 2015 skal etablere lærende partnerskaber med museer i Brasilien. Det er Kulturstyrelsen, der med sin brasilianske pendant har etableret en udvekslings- og udviklingsaftale. Museumsunderviser Kim Callesen får dermed en enestående mulighed for at sammenholde den vesthimmerlandske museumsformidling for børn og unge med en brasiliansk museumspraksis. Programmet omfatter bl.a. en to ugers studietur til Brasilien og et modbesøg af brasilianske kolleger i Vesthimmerland.

Debatmøde den 6. januar om kulturarvsformidling i Vesthimmerland
Vesthimmerlands Museum har inviteret aktører på kultur- og turismeområdet fra hele Vesthimmerland til et debatmøde om formidling og synliggørelse af de mange seværdigheder, fortællinger og kulturarvsværdier, der findes i Vesthimmerland. Formålet er at se på potentialerne og drøfte muligheder for at give kulturarvsformidlingen et fælles løft. Debatmødet afholdes på Vesthimmerlands Museum den 6. januar kl. 16-18. Alle interesserede kan tilmelde sig mødet ved henvendelse til an@vmus.dk

Attraktiv museumsjul gav besøgsrekord
Et rekordstort antal gæster deltog i undervisningsafdelingens juleaktiviteter, der er blevet gennemført i løbet af de seneste uger. Nissejagt og Esbjergevangeliet stod på programmet, og undervisningstilbuddene henvendte sig til elever fra børnehaveklasseniveau til udskoling. I alt 1285 skolebørn deltog i undervisningsforløb på museet, hvor museumsunderviser Kim Callesen, godt hjulpet af Birthe Gindrup, Sonja Markussen og Gitte Straagaard, kunne præsentere en julepyntet museumsudstilling, der frem til Helligtrekonger er i nissernes hånd. Besøgstallet blev det højeste, siden nisserne første gang i 2008 flyttede ind på museet.

Kør-selv guide nu på visitvesthimmerland.dk
Vesthimmerlands Museums populære kør-selv guide til historier og steder i Vesthimmerland udkom første gang i 2011. Nu har Visitvesthimmerland lavet en digital udgave af guiden, som kan ses på Visitvesthimmerlands hjemmeside. Vesthimmerlands Museum arbejder på en videreudvikling af guiden. Allerede nu giver et stort digitalt kort på museet, udarbejdet af Kulturarvstjenesten Vesthimmerland, adgang til en database med mange flere historier og steder. Kortet kan besøges i Kulturarvstjenestens informationscenter, hvor gæsterne kan få en personlig guidning til museets nye database om Vesthimmerlands alsidige kulturarv. Se siden her

Helligtrekonger - arrangement i samarbejde med Aars Kirke
Helligtrekonger markerer traditionelt afslutningen af julehøjtiden. Søndag den 4. januar går Aars Kirke og Vesthimmerlands Museum for anden gang sammen om at fejre begivenheden med et fællesarrangement. Det begynder kl. 15 med en fortælling på museet, hvorefter et Helligtrekongersoptog bevæger sig gennem byen op til i Aars Kirke, hvor Helligtrekongerslyset bliver tændt, julen båret ud og arrangementet afrundet med en kop suppe og en portion ekstra stjerner på himlen.

Glædelig jul og godt nytår
Redaktionen på Vesthimmerlands Museums Nyhedsbrev siger tak for i år og ønsker alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. På godt gensyn i 2015!


Vesthimmerlands Museum anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html